Fælles fynsk informationsmøde om Energistyrelsens Bredbåndpulje 2019
De fynske kommuner arbejder sammen om at skabe en bedre digital infrastruktur på Fyn. Mandag den 29. april afholder de sammen med Energistyrelsen informationsmøde om Bredbåndspuljen 2019. Målet er at styrke lokale borgergrupper, der ønsker at søge tilskud fra den nationale pulje til bedre bredbåndsdækning i tyndtbefolkede områder

Informationsmøde om Energistyrelsens bredbåndspulje 2019 afholdes mandag på Odense Rådhus kl. 16 – 18 - i lokale 224. Her vil Energistyrelsen give informationer om dette års Bredbåndspulje, krav og gode råd om, hvordan man skruer et godt bredbåndsprojekt sammen. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål til energistyrelsens konsulenter.
Er man en gruppe af husstande i et lokalområde, som er trætte af dårlige bredbåndsforbindelser, som giver langsomme arbejdsprocesser, tung informationssøgning og ofte falder ud? Så er det måske en god idé at gå sammen om et bredbåndsprojekt, som kan give hurtigere og stabil forbindelse som passer til det moderne liv anno 2019. Og går et lokalområde sammen om et bredbåndsprojekt, så kan der søges om tilskud fra Energistyrelsens Bredbåndspulje 2019. Et godt første skridt i den proces er at deltage i informationsmødet om Bredbåndspuljen 2019.
Det er ikke uden årsag, at de fynske kommuner sætter fokus på bedre bredbåndsforbindelser i samarbejde med Energistyrelsen. Kun sjældent høres udsagn som ”Ja, vi har jo en 100/30 Mbit dækning, så det er et rigtigt godt nabolag vi bor i”. For i dag betragtes god mobil og bredbåndsdækning som en selvfølgelig forsyning – næsten på niveau med el, vand og renovation. Desværre er det ikke alle steder, der har en god dækning. Derfor arbejder de fynske kommuner sammen om at sikre god digital infrastruktur på Fyn, for moderne liv er digitale liv, og tidssvarende mobil- og bredbåndsdækning er vigtig både for erhverv og borgere. Det tværkommunale samarbejde i Byregion Fyn har sat ambitiøse digitale mål i Strategi FYN 2018-21.
- På Fyn arbejder kommunerne sammen i Fynsk Samarbejdsforum for Digital Infrastruktur. Målet er klart: Nul huller på Fyn! Ved at slå viden og kompetencer sammen og arbejde på tværs af kommunegrænser håber vi at komme bedst muligt i mål, fortæller projektleder Sara Rosager Mortensen, Assens Kommune.
- Lige nu har vi fokus på, at den nationale Bredbåndspuljen snart åbner for ansøgninger. Bredbåndspuljen er en god mulighed for lokalområder med dårlig dækning at søge om tilskud til bredbåndsprojekter og vi vil gerne hjælpe borgergrupperne med at være godt klædt på til at søge og opnå støtte til bedre forbindelser, siger Sara Rosager Mortensen.
Energistyrelsen forventes at åbne for ansøgninger til Bredbåndpuljen fra 30. april og offentliggør da krav til projekter, tilskudsberettigede adresser mv. for søgning af tilskud fra Bredbåndspuljen 2019. Puljen er målrettet tyndt befolkede områder og der er 100 mio. kr. i puljen. Bredbåndspuljen er derfor en god mulighed for lokalsamfund med dårlige netforbindelser.
FAKTA
Om Energistyrelsens Bredbåndspulje
Bredbåndspuljen har til formål at støtte udrulningen af bredbånd i lokalområder med dårlig dækning. For at være tilskudsberettiget må en adresse højst have adgang til bredbånd med en hastighed på 10 Mbit/s download og/eller 2 Mbit/s upload. For at opnå mulighed for tilskud fra puljen skal man slå sig sammen lokalt for at forberede et bredbåndsprojekt. Projektet skal indgå partnerskab med en bredbåndsudbyder og kan derefter søge om tilskud. Der er 100 mio. kr. i puljen i 2019. Der er ansøgningsfrist i oktober. Læs mere om bredbåndspuljen og ansøgningsprocessen på Energistyrelsens hjemmeside, http://www.ens.dk/bredbaandspulje.
Fyn samarbejder – om bedre digital infrastruktur
Byregion Fyn arbejder for en stærk digital infrastruktur på Fyn med strategiske mål fastlagt i Strategi FYN 2018 - 21. Det betyder bl.a. at de fynske kommuner samarbejder om at sikre gode bredbåndsprojekter. Hvis du vil have en kontakt i lige din kommune, som kan hjælpe jer videre med et bredbåndsprojekt, så kontakt Byregion Fyn sekretariatet – projektleder Helle Dyrløv – på hdma@odense.dk. Læs mere om Byregion Fyn på www.byregionfyn.dk