Hjælp til bedre bredbåndsforbindelse hos dig og dit lokalområde
Årets Bredbåndspulje er åbnet og giver mulighed for at søge om midler til et bredbåndsprojekt i et lokalområde med dårlig internetforbindelse. Det er en god idé at starte arbejdet med ansøgningen i god tid, lyder det fra Fynsk Samarbejdsforum for Digital Infrastruktur, der også gerne rådgiver borgergrupper i arbejdet med ansøgningerne.

Er I trætte af dårlige bredbåndsforbindelser, langsomme arbejdsprocesser, tunge up- & downloads og forbindelser, der ofte falder ud? Så er det måske en god idé at gå sammen med naboer og genboer om et bredbåndsprojekt for en hurtigere og stabil forbindelse, som passer til det moderne liv anno 2019. Og så kan det være klogt at undersøge muligheden for at søge tilskud fra Energistyrelsens Bredbåndspulje.
I dag vurderes god mobil- og bredbåndsdækning som en selvfølgelig forsyning – næsten på niveau med el, vand og renovation. Desværre er det ikke alle steder, der har en god dækning. Derfor samarbejder de fynske kommuner i Fynsk Samarbejdsforum for Digital Infrastruktur om at sikre god digital infrastruktur på Fyn, for moderne liv er digitale liv, og tidssvarende mobil- og bredbåndsdækning er meget vigtig både for erhverv og borgere.
- Lige nu har vi fokus på Bredbåndspuljen, fordi det er en god mulighed for at søge om tilskud til bredbåndsprojekter. Puljen er målrettet lokalområder med dårlig dækning og hvor markedet ikke umiddelbart kan dække på markedsbaserede vilkår alene, fortæller Sara Rosager, projektleder for Fynsk Samarbejdsforum for Digital Infrastruktur.
De fynske kommuner vil gerne hjælpe borgergrupper med at være godt klædt på til at søge og opnå støtte til bedre forbindelse, understreger hun med en opfordring til at kontakte egen kommune, hvis man gerne vil i gang med et bredbåndsprojekt og har brug for sparring eller vil høre mere om ansøgningsmuligheden.